Kørekort

Ansøgning om kørekort skal afleveres personligt i Borgerservice, Jernbanevej 6, 4300 Holbæk.

Bestil tid i Borgerservice for at få kørekort

Du kan søge kørekort i alle danske kommuner. Husk at medbringe foto. Hvis du ikke har et foto med, kan du få det taget i Borgerservice på Jernbanevej 6, 4300 Holbæk.

Ansøg om dit første kørekort

Når du skal have kørekort for første gang, skal du henvende dig til en køreskole, som vejleder dig om hele forløbet i forhold til undervisning, køreprøve og ansøgning.

Det er almindeligt, at kørelæreren udfylder ansøgningen om kørekort til kommunen. Du underskriver ansøgningen, og afleverer samtidig et fotografi til brug for udstedelse af kørekort, samt en lægeattest. Kørelæreren eller du selv afleverer ansøgningen med bilag til borgerservice i kommunen, der afgør om betingelserne for at få et kørekort er opfyldt.

Hvis det er første gang, du skal have et kørekort, skal du huske at gennemføre et kursus i færdselsrelateret førstehjælp.

Politiet afholder køreprøver og afgør sager om fx helbredsspørgsmål.

Ansøgning om kørekort

Du skal medbringe følgende hos din kørelærer:

  • et vellignende foto
  • lægeattest fra din læge i en lukket konvolut
  • bevis for, at du har bestået et færdselsrelateret førstehjælpskursus
  • opholdstilladelse/bevis, hvis du ikke er dansk statsborger.
Identifikation i forbindelse med køreprøve og teoriprøve

Hvis du ikke har et gyldigt pas, skal du i stedet medbringe din originale dåbs-, navne- eller fødselsattest, samt billedlegitimation.

Alderskrav til kørekort
Den 1. januar 2017 startede en 3-årig forsøgsordning, hvor man som 17-årig kan tage kørekort, og derefter køre bil sammen med en erfaren bilist som ledsager, til man fylder 18 år.
Først når man er fyldt 18 år, må man køre bil alene.

Både den 17-årige og den voksne ledsager skal opfylde en række krav for at måtte køre sammen.

Læs mere om kravene til ledsagere:

 Krav til kørekort for 17 årige og ledsagere

Foto i kørekortet

Der er specielle krav til det fotografi, der skal bruges i dit kørekort:

  • fotografiet skal være uden skader
  • det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
  • billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
  • hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
  • ansigtet skal være jævnt belyst
  • begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
  • munden skal være lukket
  • briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
  • baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.

Klagemuligheder

Hvis du vil klage over en afgørelse, skal du sende din klage til den kommune eller politikreds, som har truffet afgørelsen. Politikredsen eller kommunen videresender så klagen til Færdselsstyrelsen sammen med sagen. Klagefristen er fire uger fra den dag, politikredsens eller kommunens afgørelse er meddelt.



Feedback

Sidst opdateret

18.10.2017

Ansvarlig redaktør

Sanne Christiansen

Åbningstider i Borgerservice

Åbningstider for personlig betjening

Mandag - onsdag: kl. 10.00 - 13.00

Torsdag: kl. 10.00 - 17.30

Fredag: kl. 10.00 - 13.00

 

Hjælp til tidsbestilling af pas og kørekort

Mandag - onsdag: kl. 08.00 - 16.00

Torsdag: kl. 08.00 - 17.30

Fredag: kl. 08.00 - 13.00

Ring til 72 36 36 36 og snak med Kontaktcentret.

 

Vi accepterer følgende betalingskort

Dankort - Visa Dankort - Mastercard - Maestro - Visa Electron - JCB - China Unionpay